• København skal være centrum for særlig forskning: »Den globale konkurrence på det her område er benhård«

    Source: BDK Borsnyt / 13 Jun 2024 11:54:17   America/New_York

    En særlig del af København skal nu være centrum for én bestemt type forskning. Regeringen, Københavns Kommune og Københavns Universitet er nu gået sammen om at udvikle et verdensførende innovationsdistrikt for »life science og kvanteteknologi« i Danmark. Området, der skal danne ramme for den særlige forskning, er omkring Københavns Universitets Nørre Campus, Rigshospitalet, BioInnovation Institute, De Gamles By og Haraldsgade-kvarteret. Det har erhvervsminister Morten Bødskov (S), uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) og overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) præsenteret i en pressemeddelelse. Distriktet skal døbes »Innovation District Copenhagen«, og tanken er, at det skal tiltrække forskere, investeringer og virksomheder fra resten af kloden. Det siger Sophie Hæstorp Andersen (S). »I København og hele Hovedstaden har vi en af verdens førende life science-industrier. Derfor er det naturligt, at vi også skal have et verdensførende innovationsdistrikt, som kan tiltrække investeringer, virksomheder og forskere fra hele verden.« På nuværende tidspunkt er det nye distrikt blot i idéfasen. Derfor skal relevante parter samles, så udarbejdelsen af en helhedsplan for området kan igangsættes. Og ifølge Morten Bødskov (S) er det vigtigt, at man kommer hurtigt i gang, da den internationale konkurrence allerede er skærpet. »Danmark står allerede stærkt inden for både life science og kvanteteknologi. Men der er potentiale til mere. Det er helt centralt for at forstærke vores styrkepositioner, at endnu flere gode ideer fra forskningsverdenen kommer væk fra skrivebordene og ud at leve,« siger erhvervsministeren, der bliver bakket op af Christina Egelund (M). Hun siger i pressemeddelelsen, at vi skal skabe et nabolag, der kan blive en drivkraft til at udvikle løsninger på mange af samfundets største udfordringer. »Den globale konkurrence på det her område er benhård. Derfor skal vi styrke vores internationale forsknings- og iværksættermiljøer og blive endnu bedre til at tiltrække internationale talenter. Jeg ser i den grad frem til at følge udviklingen af den nye bydel i København.« https://www.berlingske.dk/indland/koebenhavn-skal-vaere-centrum-for-saerlig-forskning-den-globale
Share on,